Forårs udstilling "Transparens"

13 samtidskunstnere belyser begrebet transparens i forskellige medier – maleri, skulptur, tekstil, installation.
Kurateret udstilling af Connie Boe Boss

Tina Hvid

Mia-nelle drøschler

nanna riis andersen

matilde duus

marie retpen og begitte lynge andersen

lene winther

lene juhler

kristin romberg

janne mikkelsen

inger odgaard

christine lyhne

ann-lisbeth albek sanvig

TRANSPARENS

Udstillingen ”Transparens” på Dronninglund Kunstcenter tager udgangspunkt i et ønske om et kunstnerisk rum, hvor ro, reflektion, kontemplation og gennemsigtighed er i højsædet.

Begrebet transparens skal forstås helt bredt og både konkret og symbolsk. Vi lever i en tid, hvor det er svært at gennemskue livet og verden omkring os, og også at finde vej i verden som individer.  Tiden og samfundet ændrer sig konstant, vi leder efter en form for ro i sindet og ikke mindst mulighed for at forholde os til os selv og hinanden og forstå vores plads i samfundet.

Kunsten kan tilbyde os et rum, hvor vi kan reflektere og gå i ro. Et sted, hvor det enkelte værk enten konkret eller i overført betydning giver transparens og plads til overvejelse over os selv i forhold til værket.

Denne udstillings stille budskab er, at vi i eftertanken, sansningen og mødet med gennemskueligheden gives mulighed for at stoppe op og mærke efter. I en hektisk og stresset samtid med en enorm global informationsmængde om både godt og skidt har vi brug for et sted at trække vejret og tage skønheden og omtanken ind.

Det transparente kunstneriske udtryk er i stand til at give en visuel gengivelse af lys, rum og volumen både her og på ”den anden side”, og derved opstår en fornemmelse af virkelig at kunne ”se”, hvad enten værket faktuelt er transparent eller det modsatte, hvilende i sin tyngde. Og at kunne se er første skridt i en refleksiv forholdemåde overfor samtiden.

Det interessante er, at transparensen dækker over noget, der befinder sig ”bagved” fremtrædelsesformen; der er mere end det, der først møder øjet. Måske en åbning til en større forståelse af vores eksistens, en erkendelse af at skønheden og sansningen kan bringe os i ro og formå at få os ind i et refleksivt rum, hvor vi - måske - finder flere sandheder, verdener og måder at forstå os selv og hinanden på. På sin vis giver værkoplevelsen på denne udstilling mulighed for både at møde værket helt nært og samtidig fornemme uendeligheden i betydningslagene.

Udstillingen sætter fokus på indsigt og fordybelse og de 13 medvirkende kunstnere har alle overordnet forholdt sig til begrebet transparens i deres værker.

Initiativtager til udstillingen ”Transparens”, kunstneren Ann-Lisbeth Albek Sanvig, har i samarbejde med kurator Connie Boe Boss sat holdet af professionelle, anerkendte og dedikerede samtidskunstnere. Disse samtidskunstnere vil af Connie Boe Boss blive kurateret ind i Dronninglund Kunstcenters udstillingsrammer.

Deltagende kunstnere:

Ann-Lisbeth Albek Sanvig
Christine Lyhne
Inger Odgaard
Mia-Nelle Drøschler
Tina Hvid
Matilde Duus
Nanna Riis Andersen
Marie Retpen og Begitte Lynge Andersen
Kristin Romberg
Lene Winther
Lene Juhler
Janne Mikkelsen

Web katalog til udstillingen "TRANSPARENS"