Mindre kulturinstitutioner landet over kæmper hver dag for at overleve:

Begejstring, fællesskab, engagement og en fantastisk stemning er kodeordene bag Dronninglund Kunstcenters succes

Af Grethe Hagensen
grethe.hagensen@youmail.dk

Foto: Bent Jacobsen

Når Stinne Teglhus (f. 1961) skal på arbejde starter hun som regel motorcyklen og kører de 68 km. fra Hirtshals, hvor hun bor, til sin nye arbejdsplads Dronninglund Kunstcenter. Hun har haft jobbet som leder af kunstcentret ca. et halvt år, men har allerede gjort mange erfaringer. Hun er kun ansat på halv tid, men arbejder meget mere, for ellers går det jo ikke, siger Stinne, der udstråler stor gejst, varme og optimisme.

Kunstbygningen
Dronninglund Kunstcenter ligger naturskønt ved Dronninglund Storskov, og her bydes der på oplevelser både ude og inde. Den særprægede bygning, som af nogle er blevet sammenlignet med Operahuset i Sydney, blev opført i 1977 af Birger Jensen og tegnet af arkitektfirmaet Junker og Flyger. I 1985 blev stedet overtaget af Tvind Koncernen grundet økonomiske årsager. I 2001 købte en gruppe borgere med økonomisk støtte fra virksomheder og fonde så kunstcentret tilbage, og den 24. marts 2002 genåbnede kunstcentret, som siden har vist mange fine varierede udstillinger indenfor næsten alle genrer.

De frivillige
Hvordan kan det lade sig gøre at drive et kunstcenter med ca. 1200 kvadratmeter udstillingsplads og kun én fastansat på deltid? Det betyder rigtig meget for den lokale identitet, at der ligger et kunstcenter i Dronninglund tæt på Dronninglund Slot, siger Stinne Teglhus. Dronninglund vil gerne være kendt som kulturby og folk er stolte af deres kulturarv. Derfor er der stor opbakning bag kunstcentret, som ca. 150 frivillige er tilknyttet. Mange har faste funktioner og ved, hvad der skal gøres. Folk vil gerne bruges og involveres, fortsætter Stinne, og de repræsenterer jo en kæmpe vidensbank, så det handler om at lade folk gøre det, de er bedst til. Så bliver der fejet og ryddet sne, malet og snedkereret, passet vagter, lavet regnskab, søgt sponsorater, drevet butik og café, o.s.v.o.s.v. Man er fælles om og føler ansvar for kunstcentret, som er en selvejende institution drevet af en fond med en arbejdende bestyrelse. Desuden er der en venneforening på ca. 400 medlemmer, som bakker op om kunstcentret. Dronninglund Kunstcenter støttes med 100.000 kr. årligt af Brønderslev Kommune og har et årligt driftsbudget på ca. 1,1 mio. kr. Men stedet kunne slet ikke køre uden de mange faste sponsorer og alle de frivillige!

Kommende aktiviteter
Stinne Teglhus, som selv er billedhugger, er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1981 – 85. Hun er næstformand i Dansk Billedhuggersamfund og brænder for at lave skulpturudstillinger. I sommeren 2020 lavede hun således en stor flot skulpturudstilling med 45 udstillere for Dronninglund Kunstcenter. Og der kan ventes mere af den slags fremover. Hun er ved at boble over af iver, når hun fortæller om de mange projekter, hun drømmer om at komme i gang med: En billedskole, eget sangkor, stille mødefaciliteter for byens foreninger til rådighed, formidlingstilbud til skoler og gymnasier og meget mere. Hun har også spændende kreative ideer til små bygningsændringer, der vil åbne endnu mere op til den flotte natur udenfor og lade lyset komme ind i de smukke rum.

Men lige nu er det den kommende påskeudstilling ”Forårets Magisme” med Magisk Realisme, Fantasy Art og vild naturkunst, som skal lokke folk til Dronninglund.

Ovenpå coronaen er der ingen tvivl om, at det vil gavne folkesundheden med et besøg på Dronninglund Kunstcenter, som åbner igen Palmesøndag.

 

Artiklen er gengivet med tilladelse fra Kunstavisen.dk januar 2021