hoved

Kære læser

Endelig!
Vi har ventet og længtes og glædet os til, at det endelig blev tid til at invitere indenfor til en ny sæson på Dronninglund Kunstcenter.
Nu sker det langt om længe: akkurat som sommertiden begynder den 26. marts, åbner vi vores påskeudstilling. Du er velkommen fra klokken 11, og klokken 12 er der fernisering. Denne gang holder Frede Hansen, Glocal Art, talen, mens Sofie Trolde og Hedvig Knive står for den musikalske del af festen..
Udstillingen, “Fra hav til himmel” er en hilsen til især det livgivende vand med blandt andet smukke undervandsfotos og malerier med motiver fra Færøerne.
Men den er også en hyldest til frugtbarheden og byder på underværker i et skønt mix af maleri, foto, keramik, glas, litografi samt bronze- og træfigurer.

Og så holder vi naturligvis vores løfte til prisvinderne på DKC 2022 alias Dronninglund Kunstcenters Censurerede udstilling sidste år: mulighed for at udstille på påskeudstillingen. Se vinderne og mange andre på den alsidige udstilling, der varer til 23. april. Og tjek alle kunstnerne i det omfattende katalog på www.dronninglund-kunstcenter.dk

Til ferniseringen samt i påskedagene tilbyder caféen påskebuffet med lækkerier som mad-muffins, brioche-burgere og amerikanske pandekager.
Og så skulle du altså slå et slag indenom Galleributikken og se de flotte nyheder.

Mange hilsener og på gensyn
Stinne Teglhus, kunstnerisk leder

Udstillingsplan 2023

  • 27. marts - 23. april: “Fra hav til himmel”
  • 30. april - 11. juni: “Fantasy Art - Magisk Realisme - Surrealisme”
  • 24. juni - 27. august: særudstilling med Thomas Kadziola og fotograf Bibi Kadziola
  • 2. juli - 1. oktober: Udendørs, svensk Skulpturudstilling
  • 3. september - 5. november: “Nordens Lys”
  • 12. november - 17. december: Censureret udstilling, “DKC2023”, og “Jul på Kunstcentret”