hoved

Velkommen til ny kunstsæson

Huha, hvor vi glæder os til at komme i gang med den nye sæson. Spændende bliver den. Vi lover. Og regner med at få besøg af alle 12.750 gæster fra sidste år. Mindst ;-)

Årets åbnings- og forårsudstilling byder på 23 kunstnere med abstrakte kompositioner, værker inspireret af naturen samt detaljerede figurative skulpturer. Der er både maleri, tekstil, keramik, skulptur, foto og installationskunst.
Stinne Teglhus, kunstfaglig konsulent, sidder over til denne udstilling. Hun rekreerer ovenpå en kompliceret hofteoperation, mens Frederik Hesseldahl, billedkunstner og galleriejer i Hals, vikarierer på bedste vis.
Ferniseringen den 23. marts kl.12 har tale af Steen Søgaard Petersen, formand for fritids- kultur og turismeudvalget i Brønderslev Kommune, mens Pia Munch trakterer saxofonen og Hedvig Knive klaveret. Og caféen? Den frister med lækker buffet med bl.a. fiskefilet, madmuffins, artiskok, serranoskinke, oste, brød og kiks. Og til kaffen er der kage.

Siden sidst har vi fået ny hjemmeside. Flot og moderne, hvis vi selv skal sige det. Tjek den gerne på www.dronninglund-kunstcenter.dk - her er der meget mere om eksempelvis årets forskellige udstillinger, arrangementer og fællessang.
Vi kan godt afsløre, at maratonsangen i år foregår den 15. juni, og den udendørs sommerkoncert er med Tørfisk fredag den 13. juni. Som noget nyt inviterer vi til hattefest lørdag den 23. august. For at få mere at vide, må du ind på hjemmesiden. Også angående den populære “Operafortælling”, fællessang-aftener, øvrige arrangementer og årets udstillinger. Nederst er en oversigt.

Først gælder det årets åbningsudstilling med mulighed for at opleve forårets lys og energi gennem kunsten. Glæd dig.

Håber vi ses.
Frederik Hesseldahl, billedkunstner
Årets udstillinger:
  • 23. marts - 27. april: Forårsudstilling
  • 4. maj - 15. juni: "URO" - Kunstnersammenslutningen OK 18
  • 22. juni - 7. september: PROCES - glæden ved at male akvarel
  • 14. september - 26. oktober: Billedhugger Henning Elving med venner
  • 2. november - 14. december: DKC2025 - Dronninglund Kunstcenters censurerede
Kommende arrangementer: (Se hjemmesiden for flere oplysninger)
  • 27. marts: Fællessang
  • 24. april: Fællessang
  • 13. juni: Koncert med Tørfisk
  • 15. juni: Maratonsang